Reading progress indicator
January 26, 2016

Mikkeller åbner lambic-bar og ny butik

Den 1. februar rykker Mikkellers flaskebutik fra Stefansgade til en mere central plads i Torvehallerne. Butikken giver samtidig plads til en ny, lille bar på Stefansgade, der udelukkende skal sælge syrlig øl - nærmere betegnet Lambic.


None



Surt øl lyder måske ikke umiddelbart så appetitvækkende. I Belgien er det ikke desto mindre en højtelsket øltype, som også uden for landets grænser får de mest hardcore ølentusiasters munde til at løbe i vand. Kun få mikrobryggerier uden for Belgien har haft mod på at eksperimentere med den såkaldte spontangærede ølstil. Et af dem er Mikkeller, og nu åbner det danske mikrobryggeri en lille, intim bar, som er fuldt ud dedikeret til denne særlige kategori af øl.

 “Jeg har længe drømt om at åbne en lambic-bar. Først og fremmest fordi jeg selv elsker sure øl, men også fordi det ikke findes nogen steder. Der er nogle ganske få hengemte lambic-barer i Belgien, men ellers har ingen specialiseret sig så snævert,” forklarer Mikkel Borg Bjergsø.

Lambic-baren kommer til at ligge i forlængelse af Mikkeller & Friends i Stefansgade i det lokale, der tidligere husede Mikkeller & Friends Bottle Shop og i det lille lokale ud mod gaden, som indtil nu har været en integreret del af baren i Stefansgade.

De to barer bliver adskilt, og indretningen på Lambic-baren kommer til at adskille sig væsentlig fra den minimalistiske, skandinaviske stil på Mikkellers andre barer.   

“Vores ambition er at skabe en autentisk, støvet lambic-bar, som de ser ud i Belgien med mørke træpaneler, tørrede humleplanter i loftet og masser af sjove memorabilia,” fortæller Mikkel Borg Bjergsø, der er vild med lambic af mange forskellige årsager.

“Spontangæret øl er den mest spændende og unikke ølstil at brygge, fordi så meget er overladt til tilfældighederne. Den er flere år om at udvikle sig på fad, og det er spændende at følge og smage den undervejs. Det er uden tvivl også den øltype, som jeg bedst kan lide at drikke, fordi man kan smage, at den har ligget på fade i årevis og har haft tid til at udvikle en særlig kompleksitet. Samtidig er det en ølstil, som er meget svær at introducere novicer for, da dens specielle syrlighed kan virke meget overvældende til at starte med. Men er man først hooked, er der ingen vej tilbage.”
Mikkellers lambic bar åbner efter planen midt  i februar (præcis dato endnu ikke fastsat)

Mikkeller & Friends Bottle Shop åbner i Torvehallerne 1. Februar med åbningsevent og gratis øl for handlende fra kl. 16.


None


 

Fakta om Lambic

Lambic er en spontangæret øltype, der ikke tilsættes gær, men udsættes for bakterier og vildgærssporer fra luften, som sætter gæringen i gang. Denne gæringsmetode giver lambicen sin karakteristiske syrlige, vinøse smag, der især er præget af gærtypen brettonomyces. Brettonomyces beskrives oftest som en svampet-, stald eller læderagtig smag, der kan være lige så uønsket i andre øltyper og traditionelle vine, som den er eftertragtet i lambicen. Lambic har sin oprindelse i Pajottenland, Belgien, der siges at have en helt særlig sammensætning af mikroorganismer i luften. De seneste år er bryggere begyndt at eksperimentere med spontangæret øl andre steder i verden.

En variation af lambic er gueuze, som er en blanding af korttidslagret og langtidslagret lambic.  Lambic tilsættes ofte frugt og tager navn efter, den frugt, den tilsættes. Kriek (kirsebær) og framboise (hindbær) er de mest almindelige versioner.

Mikkels sure anbefalinger (fra Mikkellers Bog om Øl):

Mikkeller: ’Spontan Cherry Fredriksdal’, ’Spontansauternes’, ’Vesterbro Spontanale’

Drie Fonteinen: ’Framboise’, Girardin: ’Black Label Gueuze’