Reading progress indicator
February 13, 2017

Voxenjuice rammer Århus


None


Premieren er lige om hjørnet

Mikkeller, Atlas & VoxHall frigiver senere i februar den nye øl Voxenjuice, der er resultatet af et unikt samarbejde mellem bryggeriet og spillestederne.

Voxenjuice, der typemæssigt er en såkaldt hoppy pale ale, vil fra den 20. februar kunne købes i barerne på Atlas & VoxHall - og ingen andre steder.

Atlas & VoxHall har stort fokus på kvalitet, samarbejde og udvikling og ønsker med Mikkeller-parløbet at optimere udvalget af drikkevarer. Med tilføjelsen af Voxenjuice i sortimentet bliver Atlas &

VoxHall de første spillesteder i Danmark, der officielt serverer mikrobryg på fad for sine gæster.

"Mikkeller laver rigtig godt øl, og udgangspunktet for samarbejdet er, at vi gerne vil introducere flere for det såkaldte craft beer. Som et dansk supplement til vores eksisterende craft beer-sortiment ønsker vi med tilføjelsen af Mikkeller at give vores gæster mulighed for at få en ny oplevelse. En oplevelse, hvor duft og smag differentierer sig fra flere andre produkter på markedet," siger Mikael Juul Larsen, Marketing Manager, Atlas & VoxHall.

Hos Mikkeller bifalder man spillestedernes tørst efter at afsøge nye territorier, eksperimentere og være i fremdrift.

"Atlas & VoxHall er nogle spændende spillesteder, der ikke hviler på laurbærrene, men bevæger og udvikler sig hele tiden. Det er fedt, at de på drikkefronten nu også vil tilbyde noget andet til deres gæster end de gængse produkter. Det kan vi selvfølgelig ikke være andet end begejstrede for,” siger Mikkel Borg Bjergsø, Mikkellers indehaver og CEO.

Voxenjuice frigives i forbindelse med The DeSoto Caucus-koncerten på Atlas den 20. februar og vil allerede dagen efter kunne nydes på VoxHall til koncerten med Russian Circles.