Reading progress indicator
August 28, 2018

De er her også resten af årets 364 dage

 


None


5.september. Vi husker. Vi anerkender. Vi mindes. Men hvad med resten af årets 364 dage? Øllen ’364’ sætter fokus på alle de dage om året, hvor de danske krigsveteraner, der er uden for arbejdsmarkedet, ikke er en del af et arbejdsfællesskab. Pilsneren, der er blevet til i samarbejde mellem bryggerierne People Like Us og Mikkeller, bliver lanceret på Flagdagen for danske udsendte, 5. September.

 Fra starten stod det klart, at 364 ikke skulle være en støtteøl i traditionel forstand. Øllen skulle kunne gøre noget. Fælles for bryggeriet People Like Us og de deltagende veteraner er nemlig ambitionen om i fællesskab at hjælpe tidligere soldater ud af den isolation, flere af dem ender i, når de vender hjem, og til at indgå i nye arbejdsrelationer og fællesskaber, der ikke nødvendigvis ligger inden for Forsvaret.

 “Lige nu taber vi som samfund alt for meget talent på gulvet. En af disse grupper er de danske krigsveteraner”, siger Lars Carlsen, grundlægger af People Like Us.

 Mikkeller, der fungerer som mentor og sparringspartner for People Like Us, har stået for opskriften på øllen og kan desuden også relatere personligt til projektet.

 “Det har været fantastisk for mig at møde de mennesker, der er med i projektet. Det mindede mig om, hvor voldsomme omvæltninger, jeg selv oplevede som udsendt og hjemvendt, og hvor fantastiske mine kolleger var dengang. Jeg ser en styrke og loyalitet i de her veteraner, som gør mig overbevist om at de kommer til at skabe et fantastisk arbejdsfællesskab”, siger Jacob Gram Alsing, daglig leder i Mikkeller og tidligere Major i Forsvaret.

“Ved at hjælpe andre, hjælper jeg også mig selv”

Jon Vraamose Møller Nielsen er 30 år, veteran fra Afghanistan, ambassadør for 364 øllen og veteranprojektet - og netop ansat i People Like Us som lager- og logistikansvarlig. Han gik ind i projektet, fordi People Like Us’ måde at dyrke menneskets potentiale på, frem for at fokusere på begrænsningerne, tiltalte ham meget. En måde at opbygge i stedet for at nedbryde.

“Jeg har fundet ud af, at ved at hjælpe andre, hjælper jeg også mig selv til at komme videre. Det er mit håb, at 364 kan minde flere af om om, at vi - foruden Flagdagen - har yderligere 364 dage om året, hvor vi kan arbejde på at gøre en forskel - både for os selv og andre.”

Geert Girstø Nielsen på 47 år er veteran, tidligere konstabel under Balkan-krigen, og endnu en af ambassadørerne for 364 øllen og projektet. For Geert er der en helt klar mission med deltagelsen.

 “Sammen med min psykolog har jeg besluttet at udfordre mig selv, den fortid og de oplevelser jeg i tyve år løb fra, men som til sidst indhentede mig. Derfor tog jeg tilløb og kontaktede People Like Us og meldte jeg mig til projektet. Jeg håber, at min deltagelse kan inspirere andre veteraner uden for arbejdsmarkedet til at turde tage det næste skridt og søge et nyt arbejdsfællesskab, der både udfordrer og favner dem, som de er.”

Release event

Du inviteres derfor til at deltage i lanceringen af øllen ’364’ - en 5% tørhumlet tysk inspireret pilsner, brygget af People Like Us på opskrift af Mikkel Borg Bjergsø fra Mikkeller. Til eventet kan du møde nogle af veteranerne fra projektet - vores ambassadører -, samt nogle af folkene bag People Like Us, til en snak om øllen, om vores ambitioner og håb med projektet, samt til en dialog om hvad vi kan gøre sammen resten af årets 364 dage.

 


None


Læs mere om eventet her:
https://www.facebook.com/events/291929864726004/

 

Kontakt:
Pressechef / People Like Us
Alberte Jannicke
tlf 31 50 00 09
alberte.jannicke@peoplelikeus.dk

Om People Like Us:

People Like Us er en dansk socio-innovativ bryggervirksomhed, der drives af mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet, og som supporteres af det internationalt anerkendte mikrobryggeri Mikkeller.

People Like Us har som ambition at starte en #socialrevolutionbybeer. Derfor har de som mål at

  1. At brygge gode specialøl, som skal sælges i hele verden
  2. At skabe en masse jobs til mennesker fra socialt marginaliserede grupper
  3. At udfordre samfundets opfattelser af normalitet og fællesskaber

People Like Us blev etableret i sommeren 2016. Pr. August 2018 tæller deres team 25 mennesker, hvoraf 85% af dem har en eller flere diagnoser.